Maleren - classicART

Go to content

Main menu:

Maleren

Jeg har malet i ca. 30 år og har deltaget i nogle kurser, men er ellers autodidakt.


De første par år malede jeg akvarel, men siden gik jeg over til olie, fordi jeg fandt ud af, at det passede bedre til mit temperament. Jeg arbejder meget med at lægge mange tynde lag farve oven på hinanden for at få dybde og skær i mine billeder. Da jeg har svært ved at slippe et billede – nogle af dem kan være flere år undervejs - har jeg aldrig været særlig produktiv hvad angår oliemaleri.


De seneste år har jeg så også kastet mig over akrylmaleriet. Da det tørrer meget hurtigere, kan jeg nå at få lavet mange flere malerier, så jeg er i stand til at stable større udstillinger på benene.

Jeg kan desuden godt lide at udforske mulighederne i forskellige malemedier og kan finde på at male det samme motiv med både olie, akryl og akvarel for at se, hvor forskelligt udfaldet bliver.


Jeg laver ofte forstudier i akvarel eller akryl, før jeg går i gang med et stort oliemaleri.


Jeg arrangerer croquis i galleriet og tegner også selv croquis. Nogle af mine tegninger bruger jeg i mine malerier.


Allersenest er jeg begyndt at eksperimentere med ægtempera.


Mine malerier fås i størrelser fra 20 x 20 cm og op til det største, jeg hidtil har lavet: et panorama af Hedeland i sne (320x60). Det kan ses under "malerier på bestilling".


Jeg maler naturalistisk og prøver at skildre farverne, lyset, perspektiverne og stemningen i naturen og landskabet de steder, jeg kender eller har besøgt på mine rejser. Når jeg laver landskabsmalerier ynder jeg at "lege" lidt med perspektiverne, for at få beskuerne til at føle, at de næsten selv står på stedet og kan "gå ind" i mit billede.


Jeg udfører bestillingsarbejder af landskaber, dyr m.m. i olie, akryl eller akvarel.

 
Copyright 2015. All rights reserved.
Back to content | Back to main menu